Lørdag den 6. Oktober 2018

Lørdag formiddag er du lidt mere klar, omend stadig meget svimmel. Din tilstand er dog gudskelov noget bedre.Du falder desuden med rollatoren efter et toiletbesøg. Det er ikke befordrende for helbredet, men umiddelbart var der kun hudafskrabninger. Lørdag eftermiddag tager du dig pludselig til hovedet og siger du bliver mærkelig og det gør virkeligt ondt, du bliver med at sige hvad sker, hvad sker der. Jeg forsøger at forklare personalet at den er helt gal men bliver ignoreret. (det skal senere vise sig at du den lørdag fik blodprop nummer 3)

Søndag den 7. Oktober 2018

Søndag formiddag er du mere klar, igen klager du dog over svimelhed. Jeg syntes lægerne gør for lidt for at bedre din tilstand. Søndag eftermiddag er Sanne og Orla på besøg (vores aller bedste venner og de to som blev, trods din hjerneskade og stadig er der for os begge), umiddelbart virker du som om du næsten hele tiden er med i samtalen. Du opdager endda at jeg er gået forbi og ind på din stue fra frokost rummet, åbenbart tror Orla og Susanne du tager fejl, men opdager det er rigtigt da jeg henter en kop kaffe ved automaten.

Jeg syntes du virker klar indtil de er gået, hvorefter du skal have hjælp til at komme på toilettet. Inde på stuen klager du over at du syntes du er lidt konfus, og stadig svimmel og meget træt.

Jeg beder dig om at ringe mig op om aftenen, hvilket du lover men ikke gør, før jeg sender en sms om at du lovede at ringe til mig. Herefter ringer du, lyder nogenlunde klar og alligevel ikke. Vi siger godnat og du har ingen spørgsmål, du spørger ikke heller ind til noget her hjemme. Det ville du aldrig have undladt for blot en uge siden, jeg håber på at dette er midlertidigt og skyldes din hjerneskade/blodpropper. Føler mig frygtelig alene og er ekstremt ked af det, kan ikke sove og har en knude i maven hele tiden fordi du bare ikke er “dig” Det er ikke min Tove der kom op på hospitalet sidste søndag,mere en skal af dig selv. Du går dårligt, selv med en rollator og er bange for at falde, hvilket formodentligt skyldes tanken om faldet fra i går.

Mandag den 8. Oktober 2018

Du er meget træt da jeg besøger dig om formiddagen, jeg får en stuegang med med overlægen Nicolai (Rusissk oprindelse) med, i morgen tirsdag skal du overflyttes til Neurorehabiliteringen, Grindsted. Det giver nok lidt logistiske problemer omkring kørslen desværre. Men det tager vi med, jeg føler hele tiden jeg har en knude i maven af bekymring for dit helbred og din psykiske tilstand generelt.

I dag kunne du ikke stave hverken dit eget navn, eller mit. Det er et tilbageskridt i forhold til fredag hvor det gik nogenlunde med dette. Du kan f. eks heller ikke stave til Kaffe, hvilket jeg syntes er skræmmende som udsigt fremover. Jeg håber virkelig at Neuro Rehabiliteringen, Grindsted kan ændre din situation til noget der er en hel del bedre end nu.

I følge overlægen er der ikke mere de kan gøre neurologisk omkring selve dine blodpropper, og det at du ikke kan stave den ene dag, kan måske ændre sig næste dag. Du er selvsagt meget træt og dog stadig på din egen måde årvågen, du nævner at du føler dig meget konfus og ør, træt i hovedet, og naturligvis er du det efter to blodpropper i hjernen, min bekymring gælder også de praktiske ting som opstår ved tabet af psykisk formåen. Både for dig som “Tove” men også for mig som din ægtefælle, din personlighed er lige nu en hel del “off” i forhold til dit ellers normale og glade dig.

Jeg har meldt dig ind i Hjerneskadeforeningen (gratis i et år) Og forsøger at researche lidt omkring din hjerneskade. Youtube er et mylder af informationer omkring emnet, nogle bedre end andre. En af de værste følgevirkninger for mig som ægtefælle og pårørende, er ikke at have din nærhed her hjemme. Det man altid har taget for givet er pludselig ikke længere givet og erkendelsen af tomhed kommer hurtigt. Jeg forsøger til dels at holde mig beskæftiget med praktiske gøremål så som vask af tøj, opvask, rengøring med videre.

Tirsdag den 9. Oktober 2018

Du blev overført til Grindsted, men det er som om du lever i din egen boble, med nu skal vi spise, nu skal vi have kaffe. Og i morgen skal jeg træne, overlægen fortæller dig ( i følge dit eget udsagn) at han ikke forventer du længere vil kunne fungere som Dagplejer (og måske slet ikke på arbejdsmarkedet overhovedet). Det bliver mere og mere skræmmende for dine fremtids udsigter og jeg frygter virkelig for hvor langt du kan komme. Du kan stadig ikke stave dit eget navn, ergoterapeuten kommer og spørger dig om du har lyst til at deltage i et bankospil det er du ikke meget for men jeg får dig overtalt til at prøve. Det er tror jeg god træning for dig, her forlader jeg dig for at tage hjem igen og overlader dig til ergoterapeuten, senere på dagen ringer du mig op og vi får en lille snak, jeg spørger ind til bankospillet og du nævner du har to plader men stadig ikke kan finde ud af tallene på pladen. Nogle af dine medpatienter sidder med fire fortæller du.

Du forsøger dig med en sms (teksten lyder “Nu jeg kan skriv”) Jeg render hele tiden rundt med denne her knude i maven over din sygdom, som ikke vil forsvinde fra mig, hvor er den Tove jeg afleverede på hospitalet for over lidt over 1 1/2 uge siden? Jeg er flov over mig selv for også at begynde at tænke praktisk, på økonomi, hvordan skal vi betale vores regninger, skal vi sælge huset, vaske, gøre rent og generelt lave de ting du hidtil har gjort. Mens jeg i stedet burde fokusere på at du bliver så rask som muligt. Jeg er fuld af skyldfølelse og syntes jeg burde have opdaget det at du havde risikoen for at få blodpropper tidligere.

Onsdag den 10. Oktober

Igen i dag var du ikke helt på dupperne, Brian (mindste søn på 30 år) og jeg var på besøg, vi fik kaffe og du fik dog i dag to kopper kaffe, hvilket jeg anser for et godt tegn. Du fortalte i dag lidt om din dag. Trods flere gentagelser forklarede du det ret godt, igen i dag nævner du intet om det her hjemme og du spørger ikke ind om andre, din hverdag på Neurologisk i Grindsted er lige nu det vigtigste space. Din omkring liggende verden er kun den du befinder dig i, i nuet, altså hospitalet, ergoterapeuten, talepædagogen, fysioterapeut, overlæger, ja generelt kun de mennesker der lige er omkring dig i nuet.

Jeg er dog ret imponeret over at du pludselig nævner skat? med hensyn til dit skattefradrag. At du har tænkt frem er positivt du nævner at december måned skal dit fradrag laves om så det passer ind til din nuværende situation, som må formodes at være sygeløn.

Du har for så vidt slet ikke et ønske om at komme hjem, heller ikke på weekend, om din underbevidsthed siger dig at du har det bedst på hospitalet lige nu kan jeg ikke gennemskue.

Torsdag den 11. Oktober

Da jeg kommer op til Grindsted er du i gang med at gennemgå noget med en af ergoterapeuterne (Claus) Men du er meget konfus og mærkelig, talen er usammenhængende og jeg kan igen se noget er helt galt. Jeg giver udtryk for min bekymring og ergoterapeuten er enig med mig i den bedømmelse. Det bliver ret hurtigt klart at du skal babu afsted til SVS igen til endnu en MR Scanning. Jeg er frygtelig ked af det både som ægtemand, men også på dine vegne vi troede det gik fremad men opdager så at det er modsat.