Dage hvor du forsvandt

Dage hvor du forsvandt

Det er aldrig nemt at beskrive egne tanker og specielt ikke når man er kendt for at “pakke følelser” lidt væk. Jeg vil dog alligevel i en række artikler her på siderne forsøge at lave et tilbageblik ud fra de korte notater jeg lavede i min digitale dagbog.

Der er ikke generelt stor sammenhæng i disse artikler og det skyldes at jeg kun noterede ned for at kunne huske forløbet for min dejlige kone. Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg gerne ville beskrive hendes og mit eget forløb i denne forfærdelige proces som en senhjerneskade giver for både den der har fået den, men også for den partner der står tilbage i choktilstand.

Jeg håber at man vil tilgive mig den kronologiske uorden der sikkert er i disse artikler / notater der ryger op på disse sider. Jeg skriver disse artikler for at andre med samme eller lignende forløb måske kan se de bestemt ikke står alene. Det er en kamp at stå med en partner der er ramt og den er livslang med mindre man er en af dem der blot lader sig skille. Og nej jeg skal ikke gøre mig til dommer over de der vælger denne løsning, der kan være så usigeligt mange grunde til at det er hvad man som individ vælger at gøre.

 

Et udrag af dage med min kones sygdoms forløb.

Lørdag den 29. September

Lørdag, du viser tegn på at være lidt forvirret og klager over du er svimmel. Jeg spørger om vi skal ringe til vagtlægen, hvilket du siger ikke er nødvendigt med “det går nok over når jeg har sovet” Du har før haft symptomer af den slags så det tænker jeg ikke nærmere over, vi ligger os derfor til at sove.

Søndag den 30. September

Søndag morgen er der ikke noget at mærke på dig, men op ad formiddagen begynder du at snuble over ordene og kan ikke udtrykke f. eks rundstykker på forståelig måde, du syntes stadig ikke det er nødvendigt med et opkald til vagtlægen. Jeg får dig dog overbevist om at det er en god ide at bestille en tid ved lægen til mandag.

Omkring middagstid 12.00 – 13.00 taler du lidt usammenhængende og jeg beslutter at du ikke længere har noget at sige omkring et opkald til vagtlægen.

Jeg ringer vagtlægen op og forklarer din situation for hende, beslutningen er truffet inden 30 sekunder du skal indlægges, hurtigst muligt og en ambulance rekvireres.

Jeg følger efter i egen bil til Sydvestjysk Sygehus, hvor du indlægges på FAM (Akut modtagelsen) Her kommer du i deres CT Scanner som intet viser, det besluttes fra lægefaglig hold at du skal i MR Scanner også, her finder man 2 blodpropper i hjernen en i venstre, og en i højre side. Jeg bliver hos dig til aftenstid, hvorefter du mener jeg skal tage hjem.

Mandag den 1. Oktober

Det ser ud som om du er i bedring, men du snubler stadig over mange ord og kan ikke rigtig få dem frem.

Tirsdag den 2. Oktober

Du er stadig nogenlunde klar, men kan stadig ikke udtrykke dig på en helt forståelig måde.

Onsdag den 3. oktober

Situationen er uændret, hverken bedre eller værre. Du modtager nu støtte fra fysioterapeut, ergo terapeut. Men går dårligt og nu kun med en rollator.

Torsdag den 4. Oktober

Stadig uændret situation.

Fredag den 5. Oktober

Fredag formiddag er du meget uklar, du er meget svimmel og kigger lidt apatisk ud i luften, du vil ikke ret gerne kommunikere. Jeg er meget bekymret for din tilstand, hele ugen har jeg også sovet dårligt. Jeg er så bekymret og jeg græder når jeg er hjemme, dette for at du ikke skal have det underligt med det når jeg besøger dig.

Jeg vil gerne have lov at udtrykke at det ikke er nemt for mig at gennemgå mine notater, så derfor kommer det drypvis hen ad vejen. Jeg ville gerne skrive lange artikler men jeg kan mærke at jeg bliver hensat i en tilstand fra hvor disse ting skete i 2018 og det er ikke gode minder at vende tilbage til. Derfor skriver jeg lidt af gangen udelukkende for ikke at gøre mig selv nedtrykt over at få det ud af systemet.

 

 

You don’t lose friends because real friends can never be. lost, You lose people masquerading as friends and you’re better for it.

Mandy Hale

www.granndts.com