En følelse af tab og sorg

Top Photo Courtesy of Zoya Loonohod unsplash.com

Dante´s Inferno

Inferno (pronounced [iɱˈfɛrno]; Italian for “Hell”) is the first part of Italian writer Dante Alighieri’s 14th-century epic poem Divine Comedy. … As an allegory, the Divine Comedy represents the journey of the soul toward God, with the Inferno describing the recognition and rejection of sin.

Jeg er som individ & menneske helt klar over at man ikke vedholdende kan opretholde sympati meget mere end nogle uger for et andet familie medlem. Tiden er ikke til det, der er andre gøremål og enhver har nok i sig selv og på en måde er det fuldt ud forståeligt og en meget menneskelig reaktion uanset hvilken form for sygdom, ulykke uheldig omstændighed eller andet dit familiemedlem nu en gang måtte være blevet udsat for ” You get the picture”.

Som individer og mennesker kan vi have sympati med en der har brækket benet. Være empatisk overfor en der har brækket benet. Og vi kan have medfølelse med en der har brækket benet.

De tre ord empati, sympati og medfølelse bruger vi ofte lidt tilfældigt, og de kan i en vis udstrækning have tilsvarende betydning. Så der er god grund til forvirring.

Men selvom de tre ord som begreber er i nær familie med hinanden, betyder de langt fra det samme.

Empati betyder, at du mærker, hvad et andet menneske mærker. Sympati betyder, at du forstår, hvad det menneske mærker. Og medfølelse er ønsket om at mindske den smerte (følelsesmæssig eller fysisk), som det andet menneske oplever. Vi kan kun hjælpe andre mennesker i det omfang, vi kan hjælpe os selv. Og vi kan kun give dét til andre, som vi kan give til os selv.

 

 

 

 

Jeg lader lige hele afsnittet ovenover stå for sig selv, så kan du tænke lidt over det inden du går videre med at læse denne artikel som er nummer 2 i rækken af artikler jeg ønsker at skrive om “Alle de ting vi mistede”.…

 

Alle de ting vi mistede

I begyndelsen af Toves sygdomsforløb rendte jeg ind i problemet frustration! og især at føle mig forvirret og ret hjælpeløs, det er jeg udmærket klar over i dag er et udslag af, at egen sorg. Og det fører til at du defacto er meget ensom og står alene med denne form for sorg. Sorg er også et udslag af ens egen totale magtesløshed / hjælpeløshed og jeg skal love for at den slår hårdt. Jeg har igennem mig liv været alt for macho og troet at det klarer jeg sq nok. Min retorik har nok ofte haft en alt for hård tone det erkender jeg gerne.

Hvad man ikke skal forvente fra hverken familie eller de fleste venner man nu en gang måtte have, er medfølelse ret længe af gangen. Forståelsen for hvordan ens hverdag er med et elsket menneske med en hjerneskade er der ikke. Og hvordan skulle den også kunne være det,? det er jo ikke de omkring stående personer der står med en hverdag som den jeg har haft og stadig har. Min redning i alt dette er nok meget også min baggrund i den kristne tro (det vil nok komme bag på nogen formoder jeg) men JA jeg er troende og kristen!

Det underlige er faktisk at nogle venner (af den rigtige slags) holdt ved og gav mig håb. Et håb som jeg slet ikke tror de ved hvor meget betød for mig og  ligeledes for Tove i den grad Tove nu forstod det. Der skal så lidt til faktisk, bare en opringning, en  kop kaffe, en middag, en samtale, ja generelt bare en smule medfølelse med andre mennesker. Og her betød 2 gode venner. Susanne & Orla nok mere end de selv er bevidste om og som jeg er taknemmelig for at have. De var i den grad medvirkende til at jeg ikke i de øjeblikke hvor jeg følte mig total forladt og fuld af sorg seriøst overvejede at tage mit eget liv, men heldigvis ikke gjorde alvor af netop dette. Jeg opfatter mig selv som et stærkt menneske, men der er situationer hvor man ikke er herre over egne følelser desværre.

Savn og tvivl

Sorgen over at miste det menneskes sind, fornuft og klare hjerne som man er gift med kan jeg slet ikke beskrive med ord der er dækkende nok. Jeg kan godt forstå at Facebook flyder over med råb om hjælp fra mennesker der er i samme situation som jeg selv og Tove er. Og jeg er også dybt taknemmelig for de foreninger der gør en stor forskel for hjerneskadede og deres pårørende. Vi er selv, Tove og jeg medlem af hjeneskadeforeningen

At gå fra at være ligestillede parter, til at den ene forsvinder lidt er en kæmpe stor sorg. Der er heldigvis stadig glimtvis noget tilbage af den “gamle” Tove, at være hjerneskadet og have afasi er heldigvis ikke ensbetydende med at være uintelligent. De følelser der opstår undervejs i processen fremad for Tove og jeg kan være vanskelige at håndtere og opleves konfliktfyldte. Følelserne er også på mange måder ofte ledsaget af dårlig samvittighed hvilket gør dem endnu vanskeligere at tale om samt sætte ord på. Ikke desto mindre er det følelser, som jeg ofte støder på i samværet med Tove og som pårørende ægtemand. Det er også ofte ambivalente følelser selvom jeg er meget bevidst om jeg ikke er alene med det problem. Uanset hvad kan jo selv en lille hjerneskade opleves som et voldsomt tab.

Ændringerne i følelser og adfærd er et større problem for mig som pårørende, end den er for Tove, eller sådan oplever jeg det i alle tilfælde selv. Tove ved godt hun er hjerneskadet men alligevel mangler hun indsigt i sin egen sygdom. Derfor kan det være svært for hende at se hvad der har ændret sig udover afasien.

Det betyder, at hun defacto ikke altid selv lægger mærke til, hvad der er ændret, eller hvad der er svært. Udover Tove ikke altid lægger mærke til ændringer kræver det struktur at leve med en hjerneskade. Faste rutiner og ikke for meget rod i tilværelsen generelt. Det øger i Toves tilfælde i hvert fald hendes generelle trivsel i dagligdagen hvis dette er på plads

Jeg har endnu ikke gjort / prøvet det at skema fastlægge ting for Tove, og ved egentligt heller ikke om jeg syntes det er så frygtelig en god ide´ Men igen intet skal være uprøvet hvis det kan forbedre livskvaliteten for os begge.

Den første tid er der som regel altid nogle du kan trække på, men også den del ebber lige så stille ud og du står pludselig selv med alle sorger, bekymringer. Tro mig det KOMMER til at ske i de fleste tilfælde og det er også det der i langsom grad er sket for os, interessen vil helt naturligt dale og det kan man som menneske godt forstå. Det fratager dog ikke at man ofte kan føle sig isoleret, trist og meget nede jeg er sikker på at familie og venner ikke har intentioner om at såre nogle, men også de har et liv der skal leves uanset hvor svært det er at forstå som parret der “blev ramt”

Slut på part 2. se også Alle de ting vi mistede

kh. John Grandt